Gennembrud for erhvervsuddannelser på årets socialpolitiske topmøde
28. august 2023

Gennembrud for erhvervsuddannelser på årets socialpolitiske topmøde

Forleden havde Socialpædagogerne inviteret til deres årlige Socialpolitiske topmøde. Programmet var tæt og fyldt med spændende indhold - og så var der gode nyheder!

D. 25. august deltog direktør Mogens Wiederholdt i Socialpædagogernes årlige Socialpolitiske topmøde, og han gik derfra opløftet og håbefuld. 

Undervisningsminister Mattias Tesfaye leverede, hvad der må siges at være intet mindre end et gennembrud. Længe har det været vores helt store ønske at justere og tilpasse erhvervsuddannelserne, så de bliver fleksible nok til også at kunne rumme og tage hensyn til mennesker med cerebral parese og andre handicap. Og det ønske imødekommer Tesfaye nu. På mødet annoncerede han en fleksibel erhvervsuddannelse, hvor uddannelsen kan tages på deltid, og hvor praktikophold også kan afvikles på nedsat tid. På de fleste erhvervsuddannelser har det været krav om deltagelse på fuld tid, men mange unge med CP er af fysiske- og udtrætningsgrunde simpelthen ikke i stand til at honorere et krav om fuld tid.

 

På det socialpolitiske område var der også nyt. Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil annoncerede, at der vil blive nedsat en arbejdsgruppe, som skal følge og drøfte regeringens initiativer vedrørende specialeplan og reformering af det specialiserede socialområde. Blandt deltagerne bliver DH, KL og Danske Regioner og en række af de store personaleorganisationer. Initiativer kommer som forberedelse til genoptagelse af de politiske drøftelser om en reform og specialeplan, som desværrede strandede op til valget i foråret 2022.

 

Og på samme klaviatur meldte formanden for Danske Regioner Anders Kühnau for alvor regionerne ind i diskussionen om organiseringen af det specialiserede socialområde. Regionerne er klar til at spille en langt større rolle på det højt specialiserede handicapområde. Kühnau slog fast, at der er brug for at se på både arbejdsdelingen mellem kommuner og regioner, men også på finansieringen, visitationen og hele vidensarkitekturen på det højt specialiserede handicapområde. Også det kan vise sig at være et gennembrud. 

Vi er håbefulde!

Sidst opdateret:
Gå til top Top