Af Mogens Wiederholdt, direktør i CP Danmark
Den politiske dagsorden har de seneste uger og måneder været præget af socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils desperate kamp på at få flertal for sin politiske rammeaftale på handicapområdet.
Først præsenterede ministeren en aftale, som hun bad parterne i "Sammen om Handicap" tilslutte sig. Danske Handicaporganisationer (DH) sagde klart fra overfor en aftale, som på stort set alle punkter, er uacceptabel ud fra et handicapsynspunkt. Med et 'NEJ' fra DH gik ministeren i gang med politiske forhandlinger i håb om at få flertal for en politisk aftale mellem regeringen og et antal øvrige partier. Det lykkedes desværre efter et tumultarisk forhandlingsforløb. Den 2. maj kunne Rosenkrantz-Theil præsentere sin aftale med Det Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance.
SF, Enhedslisten og Alternativer, DF og Danmarksdemokraterne er alle blevet tilbudt at være en del af aftalen, men har efter varierende forhandlingsdeltagelse trukket sig.
Hvorfor siger CP Danmark NEJ TAK til aftalen?
CP Danmark og vores landsformand Pia Allerslev, som sidder i DH’s bestyrelse, har aldrig været i tvivl: Det blev et klart og rungende NEJ TAK herfra. Vi vil aldrig kunne tilslutte os en aftale, som:
- sætter økonomi og systemets behov før borgerne og fagligheden
- forpligter os på en handicappolitisk dagsorden, som SKAL resultere i mindre udgifter for kommunerne.
Samtidig hævder aftalen, at man udelukkende går efter ”gode besparelser”, dvs. besparelser på administration og afbureaukratisering. Det kan vi selvfølgelig kun tilslutte os. Men det er for det første naivt at tro, at man kan finansiere det økonomiske efterslæb der er på handicapområdet, men tilfældige afbureaukratiseringstiltag. For det andet er der intet i aftalen om, hvordan man skal måle en besparelseseffekt på mindre bureaukrati. Derfor kommer man aldrig til at kunne dokumentere en eventuel besparelse – og konsekvensen bliver, at Kommunernes Landsforening (KL) – med aftalen i hånden - vil kræve reduktioner i ydelser til børn, unge og voksne med handicap.
Vores 'nej tak' til rammeaftalen handler ikke kun om økonomi. Rammeaftalen indeholder også en lang række konkrete handicappolitiske og lovgivningsmæssige initiativer – hvor nogle helt oplagt adresserer relevante problemstillinger. Men diskussionen af de enkelte initiativer er låst, bastet og bundet, så de kun kan drøftes på én bestemt måde.
I forhold til de enkelte elementer i rammeaftalen, så er der en række markante forforståelse, som vi ikke er enige i og derfor ikke kan tilslutte os i en definerende rammeaftale. Det gælder for eksempel:
- at en kommende specialeplan skal knyttes sammen med udvikling af en generel takstmodel på socialområdet. Det vil udskyde specialeplanen på ubestemt tid.
- at vi skal bakke op om en bestemt model for forenkling af reglerne om merudgifter, som er aftalt mellem finansministeren og KL. Der må være en åben drøftelse
- vi kan heller ikke, stå inde for en aftale, hvor der indføres en 0% grænse for meromkostninger ved valg af et alternativt botilbud. Det ødelægger fuldstændig muligheden for, at man selv kan vælge, hvor man ønsker at bo, hvis det alternativ man vælger må koste 0 kroner mere end kommunes tilbud.
- ligesom vi ikke kan leve med, at en revision af BPA-ordningen kun kan omhandle en ny takstmodel og en udvidelse af de sundhedsopgaver en BPA-hjælper må varetage, som det fremgår af rammeaftalen. Der er så mange flere og større udfordringer på BPA-området, som også bør adresseres: visitation, revisitiation, målgruppeafgrænsning, kommunernes manglende viden og perspektiverne i at samle BPA på regionalt niveau.
Endelig kobles rammeaftalen sammen med lovforslaget om magtanvendelse. Siger man ja til rammeaftalen, siger man også ja til udspillet om magtanvendelse, med de ændringer, der er aftalt undervejs i forhandlingerne. CP Danmark kan under ingen omstændigheder tilslutte sig en aftale, som på nogen måde accepterer dele af magtanvendelseslovforslaget. Vores holdning var og er, at lovforslaget skal trækkes tilbage og genforhandles med alle relevante parter.
Det har været et trist og helt usædvanligt lukket forløb, hvor det har været helt uhørt svært at få informationer om, hvad der foregår. Og resultatet er blevet den værste handicappolitiske ramme i årtier, hvor KL har sikret sig en fuldstændig uhørt indflydelse på socialministerens og regeringens initiativer på handicapområdet. Lever initiativerne ikke op til kravet om, at der samlet skal ske en reduktion af kommunernes omkostninger, så skal initiativet tilbagekaldes.
