90 boldglade unge og 180 pårørende fra Danmark, Norge, England og Irland var i weekenden samlet til det hidtil største CP fodbold-stævne afholdt på dansk jord.
De unge spillere driblede, afleverede og high five’ede sig gennem de tre dages CP Football Festival, der ud over fodbold også bød på sociale aktiviteter, swimming pool og festmiddag. Med sig havde de et heppekor på omkring 180 familiemedlemmer – og landsholdstræner Kasper Hjulmand kiggede også forbi.
15-årige Andreas Tune fra Slangerup IF var blandt de mange deltagere, der fik et stort udbytte af weekenden:
- Fodboldfestivalen har indtil videre givet fællesskab og mange nye venner fra bland andet Oslo og Dublin. Og vi har spillet noget rigtig god fodbold, siger han.
Festivalen var arrangeret af KB CP Mix og Slangerup IF og udspillede sig ved K.B. Hallen.