”Vi er mange generationer, der er vokset op med forståelsen af, at funktionsvariationer og handicap er noget, der skal fixes, fjernes, gemmes væk og tages ud af verden. Det perspektiv forsøger jeg at udfordre,” siger samfundsdebattør og ph.d.-studerende Olivia Dahl.
Onsdag d. 9. april modtog hun Helene Elsass Prisen 2025 ved en ceremoni i Charlottenlund, hvor H.K.H. Prinsesse Benedikte stod for overrækkelsen. CP Danmark og Elsass Fonden står bag prisen på 150.000 kr.
Olivia Dahl har i de senere år gjort sig bemærket som en stærk stemme, der skaber debat og udfordrer normer om handicap i både medier, forskning og offentlighed. Hun arbejder for at skabe forståelse for, at handicap også er et samfundsansvar – ikke kun et individuelt vilkår.
”Jeg er stolt af at have fået debat om forståelser af handicap ind i mainstreammedier. For normalt er handicap noget, der figurerer på kanten af samfundet,” siger hun.
Pia Allerslev, landsformand i CP Danmark, fremhæver:
”Olivia Dahl bruger sin stemme og sin viden til at rykke ved de indgroede forståelser af handicap i Danmark. Hun sætter ord på de barrierer, der stadig præger vores samfund, og peger på de muligheder, der opstår, når vi tør tænke anderledes. Hun gør det med både personlig kraft og stor faglighed, og det er både inspirerende og baner vejen for positiv forandring.”
Læs interview med Olivia her
FOTO: ELSASS FONDEN