Regeringen og KL nedsatte i forbindelse med økonomiforhandlingerne i 2022 et såkaldt ekspertudvalg, der med VIVE-direktør Torben Tranæs i spidsen, skulle komme med anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet. Udvalget udkom i maj 2023 med en første delrapport med 11 anbefalinger og nu i april 2024 er udvalget så kommet med sin endelige rapport og yderligere 19 anbefalinger.
Økonomi, økonomi og økonomi
Rapporten er 130 sider om kompliceret lovstof og komplicerede økonomiske sammenhænge, som spænder over hele handicapområdet fra afbureaukratisering, BPA, tabt arbejdsfortjeneste og hjælpemidler over Ankestyrelsens og Socialtilsynets rolle, som udgiftsdrivende til ustyrlige udgifter til botilbud, magtanvendelsesregler og tvangsflytning af botilbudsbeboere. En meget bred vifte af anbefalinger, som er umulige at sammenfatte i en sætning, men stort set alle er båret af økonomi- og besparelseshensyn.
30 anbefalinger i alt i de to rapporter – og vi må bare konstatere, at de 19 nye anbefalinger er lige så ensidige i deres fokusering på økonomi, styring og systemets interesser, som de 11 anbefalinger fra maj 23. Fagligheden, den socialpolitiske vision og de mennesker, det handler om, er stort set fraværende i rapporten. Går ministeren og regeringen med Tranæsudvalgets anbefalinger, så betyder det voldsomt ringere vilkår for mennesker med CP og andre handicap.
De centrale anbefalinger har fokus på kommunernes mulighed for at lægge økonomiske skøn til grund for deres afgørelser, et opgør med Ankestyrelsen, som kommunerne mener fratager dem styringsrum og træffer afgørelser, som driver kommunernes udgifterne i vejret.
”På 130 sider er der selvfølgelig gode ideer og formuleringer, som man kan se sig i. Men det ændrer ikke ved, at bærebølgen gennem alle initiativerne er økonomi og besparelser. Når der tales om bæredygtighed, så er det økonomisk bæredygtighed – aldrig faglig bæredygtighed. Det der vil blive taget ned fra denne rapport, der er forslag og ideer til, hvordan man reducerer, besparer og gør økonomien på handicapområdet mere styrbar” siger CP Danmarks direktør, Mogens Wiederholt i en første kommentar til rapporten.
Tænk investering frem for besparelser
”Nu er det jo heldigvis således, at regeringen og Folketinget på ingen måde er forpligtet til at følge udvalgets anbefalinger. Så det håber jeg virkelig socialministeren og regeringen vil undlade. Selvfølgelig skal vi snakke økonomi. Men lad os snakke økonomi som en investering. De mange penge vi helt uundgåeligt skal bruge på mennesker med handicap, skal bruges begavet, så omkostningerne på lang sigt bliver så små som mulige. Vi skal bruge penge i dag, for at kunne bruge færre i fremtiden. Det er at have visioner på handicapområdets vegne – og det er noget helt andet end den besparelses- og nedskæringslogik, der styrer Tranæs-udvalget”, konstaterer Mogens Wiederholt.
Som eksempel, på den faglige og moralske konkurslinje Tranæs-udvalget forfølger, nævner Mogens Wiederholt udvalgets anbefalinger omkring magtanvendelsesreglerne.
En række af det helt horrible forslag til stramninger af magtanvendelsesreglerne i den igangværende revision af reglerne, kommer nemlig fra udvalget. Øget videoovervågning, aflåsning af skabe, yderdøre og havelåger, lettere adgang til at flytte botilbudsbeboere uden samtykke fx med værges samtykke mv. er forslag, som er vokset i Tranæs-udvalgets have. Således hedder det i rapporten: ”fx anbefaling om revision af magtanvendelsesreglerne med henblik på at give kommunerne bedre mulighed for at yde den omsorg, som borgeren har behov for, på en økonomisk hensigtsmæssig måde.” (s. 20).
”Det er jo en ren tilståelsessag. Revisionen af magtanvendelsesreglerne er en moralsk og menneskelig falliterklæring, hvor vi af økonomiske grunde skruer op for magtanvendelsen, fordi det er billigere end at skrue op for faglighed. Det er til at få ondt i maven over”, slutter Mogens Wiederholt.