24. april 2024

Udkast fra forhandlinger om ny rammeftale for handicapområdet bekymrer!

Danmarks Radio har i dag offentliggjort et udkast, som socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil tidligere har præsenteret i samarbejdsalliancen ’Sammen om Handicap’ som rammeaftale for udviklingen på det handicappolitiske område. 

 

I CP Danmark må vi melde et klart nej tak til sådan en aftale!

 

Vi vil selvfølgelig ikke tilslutte os en aftale for de næste mange års handicappolitiske arbejde, som:

  • binder os til en økonomitænkning, som udelukkende har fokus på besparelser og intet blik for nødvendigheden af at investere i handicapområdet
  • forpligter os på en handicappolitisk dagsorden, som SKAL resultere i mindre udgifter for kommunerne. Leverer rammeaftalen ikke på det, så har KL sikret sig en eksklusiv vetoret. Det er selvsagt uantageligt.

 

Men vores nej tak til rammeaftalen handler ikke kun om økonomi. Rammeaftalen indeholder også en lang række konkrete handicappolitiske og lovgivningsmæssige initiativer – hvor nogle helt oplagt adresserer relevante problemstillinger. Men diskussionen af de enkelte initiativer er låst og bastet og bundet, så de kun drøftet på én bestemt måde. Det er simpelthen ikke en ordentlig måde at invitere til dialog. ”Spis sneglen Mulle” – I kan være med, hvis I accepterer, hvad der kan tales om, og hvordan der kan tales om det.

 

I forhold til de enkelte elementer i rammeaftalen, så er der en række markante forforståelse, som vi ikke er enige i og derfor ikke kan tilslutte os i en definerende rammeaftale. Det gælder for eksempel:

  • at en kommende specialeplan skal knyttes sammen med udvikling af en generel takstmodel på socialområdet. Det vil udskyde specialeplanen på ubestemt tid. 
  • at vi skal bakke op om en bestemt model for forenkling af reglerne om merudgifter, som er aftalt mellem finansministeren og KL.
  • at vi binder os til en forståelse af de foreslåede ændringer af magtanvendelsesreglerne, som styrker personalets mulighed for at drage omsorg, eller at de foreslåede ændringer i magtanvendelsesreglerne vil betyde, at personalet bruger mere tid på borgerne i stedet for at bruge tiden på registrering. Det er vi lodret uenige i.
  • Og vi ”noterer” os heller ikke, at der indføres en 0% grænse for meromkostninger for valg af et alternativt botilbud. Det ødelægger fuldstændig muligheden for, at man selv kan vælge, hvor man øsnker at bo.
  • ligesom vi ikke kan leve med, at en revision af BPA-ordningen kun kan omhandle en ny takstmodel og en udvidelse af de sundhedsopgaver en BPA-hjælper må varetage, som det fremgår af rammeaftalen. Der er så mange flere os større udfordringer på BPA-området, som også skal adresseres: visitation, revistiation, målgruppeafgrænsning, kommunernes manglende viden og perspektiverne i at samle BPA på regionalt niveau. Men det er ikke en del af aftalen. Så selvfølgelig kan vi ikke skrive under på den.

   

Vi er altid klar til at indgå i en åben og konstruktiv dialog, hvor vi bidrager med vores store viden om de behov vores medlemmer har. Derfor støtter vi Danske Handicaporganisationer I at blive i Sammen om Handicap. Men vi binder os ikke til en aftale, hvor præmissen er, at det skal munde ud i besparelser i kommunerne. Og hvor præmissen er, at vi kun kan drøfte problemerne på en bestemt måde.

 

Læs DRs artikel her

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top