Unge

Handicappolitiske mærkesager på ungeområdet

Flere skal have en uddannelse

Uddannelse fylder meget i ungdommen, derfor er vores ungefokus inden for det politiske arbejde på uddannelse af unge med cerebral parese. Kun godt en tredjedel af alle voksne med cerebral parese har en ungdomsuddannelse, og det er alt for få. Derfor arbejder CP Danmark løbende på at forbedre vilkårene for unge med cerebral parese i uddannelsessystemet: bedre tilgængelighed, specialpædagogisk støtte, økonomisk tryghed, hjælpemidler og særligt tilrettelagte undervisningsmaterialer. Undersøgelser viser, at en stor gruppe unge med cerebral parese går i gymnasiet. Men langt færre end andre unge uden et handicap tager en erhvervsuddannelse. Derfor har vi et særligt fokus på at forbedre forholdene i erhvervsuddannelserne.

STU er et godt tilbud som skal udvikles

Den særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) er et godt tilbud til mange unge med cerebral parese. Derfor har CP Danmark også været aktiv i den netop afsluttede evaluering af STU, hvor foreningens direktør sad med ved forhandlingsbordet. Evalueringen konkluderer som forventet, at STU er et rigtig godt uddannelsestilbud til mange. Men alt for ofte får den unge ikke mulighed for at vælge mellem flere forskellige tilbud, der er for lidt fokus på overgangen til livet efter STU og for mange falder fra uddannelsen, inden de er færdige. De forhold vil vi undersøge i samarbejde med en række andre organisationer, som også har stor interesse i STU. Sammen med dem har CP Danmark dannet STU-alliancen, så vi kan stå så stærkt som muligt i foreningens argumentation.

Ret til neuropsykologisk undersøgelse inden overgangen til ungdomsuddannelsessystemet

For mange unge med cerebral parese er udtrætning, hukommelsesproblemer, overbliksvanskeligheder og andre kognitive udfordringer en lige så udfordrende del af deres handicap som de fysiske udfordringer. Det er vigtigt, at børn med cerebral parese tilbydes udredning ved skolestart. Men det er lige så vigtigt, at unge med cerebral parese tilbydes en ny udredning, når de står overfor ungdomsuddannelsessystemet. Kognitive problemstillinger kan være svære at diagnosticere og udrede og kræver specialiseret viden og test, men er samtidig helt afgørende for, at den unge kan tilbydes den rigtige hjælp i uddannelsessystemet. Derfor ønsker CP Danmark, at alle unge med cerebral parese får tilbudt en neuropsykologisk undersøgelse, så den kognitive del af deres handicap også bliver kortlagt og beskrevet, umiddelbart inden de forlader folkeskolen.

Sidst opdateret:
Gå til top Top